Det hele startede med kludene. De der mindre kønne plastik klude, som vi jo alle brugte engang. De blev slidte efterhånden og alt slidet endte i vores vandmiljø. Og det gør det sådan set stadigvæk. For mikroplasten er jo ikke kun i kludene. Det er vel i størstedelen af de flestes tøjskabe. Konventionelt tøj er nemlig ofte lavet i syntetisk stof – eller kunststof om man vil. Det er stoffer som polyester, polamid (eller nylon), akryl og elastan (går også under betegnelsen spandex eller lycra). Materialerne kan ikke absorbere fugt og bliver derfor ofte mikset med andre fibre.
Alle fibrene bliver fremstillet af råolie – ligesom det meste andet plastik..Olien bliver raffineret og adskilt i molekyler. Det blandes med cellulose, kul, naturgas og salt – og vupti, så har du dig en lækker sweater:-)
Men det er ikke kun tekstiler der afgiver mikroplast. Faktisk er bildæk, maling, vejstriber og vores fodtøj også kæmpe syndere til afgivelse af mikroplast. Og disse står (sammen med tøjet) for ca. 75% af al mikroplast, der ender i vandløb og i havet. Ca. 24% kommer fra større plaststykker der er endt i havet og blevet nedbrudt til mikroplast. Og den sidste del – 1% – stammer fra kosmetik, tandpasta og andre hygiejneprodukter.
Hver eneste gang vi vasker vores syntetiske tøj, så afgives der mikroplast, som ledes ud i vores vandmiljø.
Meget af mikroplasten opfanges i et rensningsanlæg, som opsamler alt overskudsmateriale og kalder det slam. Slammet videregives til landmænd, som fordeler det på hans marker som gødning. Og dermed indgår mikroplasten også i vores fødevareproduktion. En ond plastik-cirkel. Plasten er desværre også fundet i fisk og skaldyr, så der er ikke nogen tvivl om, at vi indtager plast, som en del af vores måltider. Plasten er naturligvis ikke sund at indtage, men problemet er også, at forskellige kemiske stoffer som havvandet er forurenet med, sætter sig fast på plasten med risiko for at ende i vores mad.
Så hvad kan vi gøre for at mindske vores udledning af mikroplast?
Her kommer lidt gode råd:
- Køb tøj i naturlige materialer. Uld, bomuld, hør, hamp og silke er gode eksempler.
- Køb fodtøj med naturgummisål
- Brug klude og skuresvampe i naturlige materialer
- Overvej plastfri maling næste gang du har et maleprojekt
- Minimer dit forbrug af plastik generelt – køb bæredygtige varer der holder langt længere
- Ryd op i naturen når du ser affald ligge og flyde
Vil du vide mere om mikroplast? Miljøstyrelsen har lavet en spændende rapport her og affald.dk har også skrevet lidt om samme emne her.